At arbejde i et slagtehus er præcis lige så grusomt, som du altid har forestillet dig

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

En beretning fra 36-årige Brad som fortalt til Hannah Ewens. 

På samme måde som hospitaler har deres egen, særlige lugt, er slagterier fyldt med en dunst af varmt blod. Der er hele tiden jern i luften – selv gennem blegemidlet kan det lugtes. 

Man hører historier om folk, der brækker sig på deres første dag eller bliver skræmt væk og går lige med det samme. Men de fleste ved udmærket godt, hvad de roder sig ud i. Det er et hårdt job. Selvom alle slagterimedarbejderne er gode, ærlige gutter, så lever de af at slå ihjel. Man er bare nødt til at have et lidt andet mindset. Jeg har gået på jagt, siden jeg var lille, og har tidligere haft min egen gård, hvor jeg slagtede mine egne dyr. Det er en tidlig start på dagen – klokken 4.30 om morgenen – og dagen slutter også tidligt – klokken 14 – og det passer mig helt fint.  

Et slagtehus er altid delt i to: En ren side og en beskidt side. Dyr skal ind gennem den beskidte side først, før man kommer ind til det sted, hvor de bliver tilberedt til menneskelig indtagelse. Den beskidte side er der, hvor alle indvoldene og håret og huden bliver fjernet. Det er i virkeligheden et velfungerende samlebånd.

Først får de stød. Man plejede at aflive køer med en trykluftsdrevet boltpistol. Det lignede lidt løbet på et jagtgevær, og det holdte man op mod koens pande, og så smækkede man toppen af den med en hammer, og det sendte langsomt en bolt ind i hjernen på dyret. De kunne selvfølgelig se det ske, og det gjorde dem voldsomt bange. Det var ret forfærdeligt for 20 år siden, men de retningslinjer, der er implementeret i dag, gør det meget bedre. Det er vigtigt at sørge for, at dyret ikke bliver stresset, fordi der er ikke noget værre end at stresse det, før det skal slagtes. Man ødelægger kødet, så det alligevel ikke er noget værd. Nu bruger de metoden med elektrisk stød i stedet for, hvilket er langt mere humant.

“Når man reparerede den maskine, der fjerner grisenes hår, så på grund af al fedtet, olierne og grisedelene begyndte det at lugte af rådden bacon sandwich, så snart man svejsede et eller andet.”

Så skærer man dem op og tømmer dem for blod – det tager som regel fire eller fem timer at tømme en ko, gris eller andet i den størrelse. Så har du en masse beskidte ting, du skal. Det er i det helt taget en ret klam proces. Du skal fjerne alle deres indvolde og smide det sammen som farligt affald. Så du har bare tøndevis af indvolde stående rundt omkring. Det næste er forarbejdelsen: Huden og pelsen flås af. Så bliver det hele skåret i tern og pakket ned. Hvis man ikke laver menneskemad – hvis det for eksempel er katte- eller hundemad – så er det nogle helt andre regler, der gælder; det hele går meget hurtigere, og man kan slippe afsted med meget mere.

Meget af det, jeg lavede, var maskinreparationer, hvilket var grusomt. Der var gigantiske båndsave, der let kan skære en ko midtover. Jeg skulle jævnligt reparere den maskine, der fjerner grisens hår. Efter grisen var blevet tømt for blod, kom den i en cylinderformet maskine, der lignede indersiden af et rivejern, men bare uden at være helt så skarp. Der blev grisen drejet for at fjerne de finere hår. Så der havde man en gris, der blev kastet rundt i den her cylinder, nogle gange to-tre meter oppe i luften, og sådan en vejer selvfølgelig en hel del, så i og med at den hele tiden fløj rundt dernede, gik den ret tit i stykker. Når man reparerede den, så på grund af al fedtet, olierne og grisedelene begyndte det at lugte af rådden bacon sandwich, så snart man svejsede et eller andet og tilførte varme til situationen. Det var ret stramt. Næsten nok til at få en til at sige op – og så alligevel ikke.

“Der var godmodigt drilleri og jokes ligesom på så mange andre arbejdspladser. Det var for eksempel ret standard, at en eller anden åbnede sin madpakke og fandt tungen fra en ko eller sådan noget indeni.”

Men for at være fair, så er hygiejne-siden af et slagtehus fænomenal. Man kan oprigtigt ikke slippe afsted med noget som helst. Det er helt vanvittigt, hvor mange kontrolbesøg, der er på slagterier. De fleste mennesker tænker ikke over, at man faktisk bruger meget af dagen på at gøre rent.

Det hele lyder så forfærdeligt, men der var godmodigt drilleri og jokes ligesom på så mange andre arbejdspladser. Det var for eksempel ret standard, at en eller anden åbnede sin madpakke og fandt tungen fra en ko eller sådan noget indeni.

Den mørkeste tid var under mund- og klovsyge-krisen i de tidlige 00’er. Der var så mange, der mistede deres arbejde, men mange af os fik åndssvagt store beløb for at tage ud til gårdene og hjælpe til med at slå alle dyrene ihjel. Man dræbte 300-400 køer om dagen, i ugevis. Jeg var en læsser, så jeg læssede ligene op på bålet, fordi ild er det eneste, der kan slå sygdommen ihjel. Der var bare brændende, døde dyr i bunkevis over det hele, store, syreholdige, sorte røgskyer og lugten af grillmad i luften. Man skulle hele tiden hen og tjekke efter, om der stadig var ild i ligene. De fleste kunne ikke klare det, brød grædende sammen og måtte forlade stedet. 

Det var på det tidspunkt, at boltpistolerne begyndte at komme frem igen, fordi man bare ikke kunne gøre det på nogen anden måde – da krisen var allerværst, blev der fundet op til 50 nye sager om dagen. Køer er ikke dumme; de kunne høre bang-lydene og tænkte sikkert, ‘Alle mine venner forsvinder bagved det der gardin, og så kan man høre bang-lyde.’ Nogle af dyrene var hårdt ramt af mund- og klovsygen. Det angriber nervesystemet, og bagbenene bliver som regel påvirket først, så de kan næsten ikke gå, de snubler og falder. Man måtte næsten samle dem op for at tage dem hen for at blive slået ihjel.

“Vi reddede tusindvis af britiske gårde, men det var ikke den rareste situation for de involverede dyr eller mennesker. Jeg gad godt nok ikke at genleve det en gang til.”

Der var også en menneskelig side af det, at skulle tage sig af de påvirkede landmænd og deres familier. De mistede hele deres dyrebestand og gik bogstaveligt talt fallit i løbet af et døgn. Jeg tog tilbage til min egen gård og var meget bekymret over, om jeg mon havde det på mig – hvad hvis jeg bærer smitten med hjem, med ind i mit område?

Vi reddede tusindvis af britiske gårde, men det var ikke den rareste situation for de involverede dyr eller mennesker. Det var ekstremt hårdt, fordi man aldrig rigtig ser død i den skala, selv hvis man er på et slagteri hver evig, eneste dag. Jeg gad godt nok ikke at genleve det en gang til.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så oplever jeg hele erhvervet som noget ret berigende. Man går ud, dræber et dyr, slagter det og spiser det. Det er ikke fyldt med kemikalier og tilsætningsstoffer. Det største problem er, at folk ikke ved, hvor deres mad kommer fra; de tænker slet ikke over processen. Mad er alt for nemt. Der er ikke nogen, der virkelig forstår, at mælk og kød kommer fra en ko. De tænker ikke på mig eller på det arbejde, jeg foretager derinde.