Vi tog til fredagsbar med en 70-årig studerende

Til trods for at han er universitetsstuderende, så er Jörg Alisch som en fisk på land til festerne. ”Jeg var lidt træt,” siger han om den sidste gang, han var med til en privatfest efter at have matrikuleret på Humboldt Universität i Berlin. Han gik klokken 23, lige som festen var ved at begynde for alvor. Det skal lige nævnes, at Alisch på daværende tidspunkt var 62, mens de fleste andre til festen var i starten af tyverne.

Ni år senere fortæller Alisch mig, at hans tilgang til det sociale liv som studerende ikke har ændret sig i de mellemliggende år. Ikke desto mindre befinder vi os på denne varme fredag aften til sommerfest for filosofiselskabet. Havde det stået til ham, var vi ikke kommet, men Alisch gik med til det, så vi kunne tale lidt om hans erfaringer som seniorstuderende blandt meget yngre medstuderende, sludre med nogle af hans klassekammerater og tale lidt om, hvorvidt uddannelseskulturen har ændret sig over de sidste årtier.

Det er midt i juli, og semesteret er snart overstået. Alisch sidder i universitetets ølhave og mindes sin negative indstilling overfor uddannelse som ung mand. Der ligger tomme flasker omkring os, papirtallerkner og plastikkrus, og soundtracket til vores sludder leveres af en dj i Hawaiiskjorte og stråhat, som fyrer op under en blanding af psykedelisk trance og world-house fra et hjørne af gården.

Flere studerende kommer op og siger hej til Alisch, mens vi sidder og snakker. En af dem er 31-årige Simon Gaus, som er rådgiver for et internationalt konsulentfirma. Han mødte Alisch, mens de to var i gang med deres kandidatgrad – de blev gode venner gennem filosofiske diskussioner over frokosten. Jeg spørger Gaus, hvordan Alisch er som studerende. ”Han har altid været meget intens – han læser alle teksterne og går til flere forelæsninger, end han behøver,” fortæller han.

Modsat størstedelen af sine medstuderende er Alisch ikke ude efter at få et job efter studierne. At lære er målet i sig selv for ham. Og der sidder efterhånden en del som Alisch fra ældre generationer rundt omkring i forelæsningslokalerne i Tyskland, som ikke mærker det pres, deres meget yngre medstuderende lever med.

Ifølge statistikken havde mere end én ud af seks studerende i 2017 allerede et diplom eller en universitetsgrad i forvejen. Ifølge Ifo Institut for Økonomisk Forskning har gruppen tjent næsten det dobbelte af, hvad en person med én grad har tjent, og arbejdsløsheden blandt dem ligger kun på 2,5 procent. Det giver god økonomisk mening at læse videre, efter man er færdig med sin uddannelse.

Men ifølge tal fra 2017 fra Forschungsinstitut für Bildungs- und Sozialökonomie i Berlin dækker uddannelsesstøtten, som tyske studerende modtager fra staten, næsten ikke engang husleje og andre nødvendigheder som sygesikring. Selv studerende som modtager topsatsen samt børnebidrag anses for at leve tæt på fattigdomsgrænsen i Tyskland. De, som ikke kan regne med økonomisk støtte fra deres forældre, må enten arbejde ved siden af studierne eller tage lån for at få en uddannelse. Alisch, som er pensionist, skal ikke bekymre sig om den slags. ”Jeg er meget privilegeret,” indrømmer han.

Som ung mand lå landet anderledes. Hans far, der var lærer, døde i en ung alder. ”Min mor plagede mig altid om at gå i hans fodspor – få et ordentligt job med masser af feriedage, masser af fritid og en god pensionsordning.” Alisch lystrede og begyndte at læse pædagogik og sociologi, selv om han hadede det og hellere ville læse samfundsvidenskab – ”Det var trods alt omkring ’68,” siger han.

I 1968 protesterede Alisch og hans medstuderende mod det mislykkedes mordforsøg på studenter- og venstrefløjsaktivisten Rudi Dutschke ved at lave en sit-in foran Springer-Haus, hvor den højreorienterede avis Bild holdt til. ”Vi prøvede alt: sit-ins, teach-ins, hele møllen,” siger Alisch om sin politiske vækkelse, i takt med at hans blege, blå øjne bliver større og større. Omkring den tid stiftede han selv et kommunistisk parti. For et par år siden fandt han nogle af de håndlavede flyveblade, han havde lavet dengang.

Et år senere, på opfordring af sin daværende kæreste, droppede Alisch ud efter fire semestre. ”Hun fik mig til at indse, at jeg kunne fortsætte nedad den sti eller kvitte studiet og følge min drøm.” Derfor droppede han ud for at gøre lige netop det – et ønske, som mange af hans nuværende medstuderende sikkert også har haft på et tidspunkt i deres forløb. Sidste år viste nye tal, at cirka én ud af tre tyske universitetsstuderende dropper studierne. Den andenmest hyppige årsag – som følger ”for store krav” – er ”mistet motivation”.

Alisch ville tjene nogle penge og flyttede til Berlin for at blive kulturskribent. Mens den psykedeliske musik svæver i baggrunden, fortæller pensionisten mig om Miles Davis, hvis grønne trompet han engang fik lov at røre ved backstage til en koncert i Berlin. ”Det glemmer jeg aldrig.”
I dag har han råd til den ”luksus”, det er at studere filosofi. Han har en god økonomi, så det gør ikke så meget, hvis han misser en afleveringsfrist eller får en dårlig karakter. Alisch har taget sig god tid – fire år til bacheloren og tre år til kandidaten. Da han først bevægede sig ud på eventyret, regnede han slet ikke med at blive færdig. ”Det var bare en bonus oveni hatten,” fortæller han.

Han skal ikke på udenlandsophold eller i praktik for at styrke cv’et. Han har ikke taget fri et år for at protestere ved et G8-møde eller for at backpacke i Thailand. Hans eneste mål lige nu er at færdiggøre sin afhandling inden 2020. Alischs største bekymring var tidligere, at han tog pladsen på universitetet fra en ung studerende, men administrationen har forsikret ham om, at man friholder et begrænset antal pladser til seniorer – hvoraf flertallet vælger fag indenfor humaniora.

To kvinder i slutningen af tyverne, som hver har en øl i hånden, kommer forbi. ”Hej Katarina, du er her stadig,” siger Alisch. ”Vi var i den samme tutorgruppe på mit første semester i 2009.” Katarina forsvinder om bag bygningen sammen med sin ven, mens de andre bliver siddende og snakker og ler. Hun lader ikke til at have bemærket Alisch, selv om de senere sludrer sammen.

Katharina Nagel på 28 afleverer sit speciale om få dage. ”Så venter der et stort spørgsmålstegn forude,” siger hun og rynker bekymret brynene. Ved at studere filosofi har hun lært at stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. ”Det giver karakter at studere,” siger hendes ven, ”men det er bare én fase i livet”. Nagel nikker anerkendende. ”Måske skal jeg læse noget med teater og drama, det ville være fedt,” siger hun. Hun har dog ingen faste planer.

Alisch forstår godt ubeslutsomheden. Jeg spørger ham, om yngre studerende kan lære noget af hans tilgang, men han ryster på hovedet. ”Det ville være arrogant af mig at sige, at de kan lære fra mit eksempel.” Det er altid en personlig rejse at studere et fag lige meget, hvor gammel man er, tilføjer han. Men lige meget hvad, mener han, at unge mennesker selv skal beslutte sig for, hvorfor de vil læse videre og ikke lade sig ”presse til at tro, at man kun kan opnå noget i livet med en universitetsgrad”.

Og han har stor tiltro til de unge mennesker. Hans oplevelse på Humboldt har overbevist ham om, at fordommene om de dovne millennials ikke passer. Han tilføjer, ”men unge mennesker skal også huske at leve livet lidt først.”

Klokken 20 er Alisch klar til at tage hjem – han forlader festen og lægger endnu et semester bag sig. Den 72-årige studerende sætter sig på det næste tog til Prenzlauer Berg på vej hjem til ”de økologiske og nyrige konservative.” Han har været på benene hele dagen og er træt. Men for hans medstuderende er aftenen først lige begyndt.