MUNCHIES i Nordkorea: Pepperoni og karaoke på Pyongyangs nye pizzeria

Italy Pizza er den tredje italienske restaurant, der er åbnet i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang. Italy Pizza tilbyder pizza med frugt, imponerende karaokeseancer og tv-skærme med billeder af kampfly.

MUNCHIES’ Kina-korrespondent Jamie Fullerton tilbragte for nylig en uge i Pyongyang, hvor han fik et sjældent indblik i det isolerede lands madkultur. Læs første del om den legendarisk dårlige koryo-burger her.

Når det kommer til pizza, som er min livret, er jeg ikke særligt kræsen. Men da jeg fik serveret pepperoni-pizza på Italy Pizza – en italienske restaurant, der er åbnet i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang – var jeg nødt til høfligt at bede personalet om at tage pizzaen tilbage og tilføje noget ost. Sådan er jeg: den kræsne brite på ferie.

Italiensk mad har kun været en “ting” – og endda en “nicheting” – i Pyongyang siden 2008, da den første italienske pizzabiks i Nordkorea åbnede. Så når et par af de basale ingredienser på pizzaen bliver glemt, som eksempelvis ost, er det nemt at tilgive. Det virker også en lille smule groft at brokke sig over sådan nogle forglemmelser i et land, hvor mindet om 90’ernes hungersnød, der slog omkring to millioner mennesker ihjel, stadig står frisk i hukommelsen.

Når det totalitære land er holdt fast i kronisk isolation af den nuværende leder Kim Jong-un, er det svært at få bekræftet information om landets fødevare-infrastruktur. Adskillige rapporter tyder på, at en stor del af den nordkoreanske befolkning på landet lever fra hånd til mund. Middel- og overklassen får som regel muligheden for at bo i storbyerne – den største del af eliten bor i Pyongyang – hvor man har oplevet en stigende velstand de seneste ti år. Det har påvirket stigningen af vestligt-inspirerede restauranter i den nordkoreanske hovedstad.

Pepperonipizza hos Italy Pizza. Alle fotos af artiklens forfatter.
Mirae Street.

I dag kan du i Pyongyang finde ølbarer, burgerrestauranter og en sushirestaurant, hvilket egentlig er ret overraskende, når man tager højde for det nordkoreanske regimes forhold til landets ærkefjende, Japan. Italy Pizza er den tredje italienske restaurant i byen. Den åbnede ved udgangen af 2015, som en del af Mirae Scientists Street. Det er en strækning langs Taedongfloden, som løber gennem hovedstadens centrum, der er domineret af pastelfarvede skyskrabere.

Som det også er tilfældet med Pyongyangs hoteller og restauranter, som udlændinge kan besøge, er indretningen hos Italy Pizza udsmykket med 70’er-agtig krydstogtskitsch. Der er masser af bizarre detaljer, blandt andet et akvarium uden fisk. Og uden vand.

Pizzadejen æltes ude i det åbne køkken. Selvom det er forbudt for mange nordkoreanere at rejse til andre lande, får mange vestligt-inspirerede restauranter i Pyongyang tilladelse til at sende deres personale til vesten for at blive oplært.

Der var ikke særligt travlt i restauranten, da jeg var på besøg på en fredag aften. Sådan så det typisk ud, fortalte de mig. Flere af de cirka fem tusinde vestlige turister, der hvert år besøger Nordkorea, har stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt den slags steder kun eksisterer som en facade. Simon Cockerell, som er direktør for det britiske rejsebureau Koryo Tours, siger, at det er usandsynligt.

Cockerell sagde, at mens nordkoreanske restauranter i bund og grund er statsejede, har forretningsfolkene, der administrerer dem, en smule spillerum, når det kommer til at designe stederne. “Det er nemt at sige, at der ikke er et motiv for profit, men omkostninger imod indkomst er stadig en ‘ting’,” fortæller han. “De er måske villige til at miste penge i tre år eller sådan noget, men det sker, at restauranter lukker grundet manglende kunder. Det er jo forretninger.”

Italy Pizza laver mere end bare pizza for at tiltrække turister. Efter middagen bød en servitrice på en imponerende karaokeseance.

Billederne på tv-skærmen lignede det, man som regel ser på nordkoreansk tv: kampfly, kanoner, tanks og det lejlighedsvise bifald til tung industri.

Pizzaen var ret god, med en behagelig luftig skorpe. Tomatsaucen er ikke en umiddelbar udfordrer til Dominos skarpe smag, men det er usandsynligt, at mange mennesker vil kunne lave en sådan sammenligning de næste årtier.

De fleste pizzaer var prissat omkring $6 til $10, som gør dem ubetalelige for de fleste lokale. Men pizzaerne er heller ikke i samme elitære prisklasse som Pyongyangs finere restauranter. Jeg tænker på, om det at spise pizza er lidt af et statussymbol sammenlignet med lokale retter som nudler og kimchi.

Det, mener Cockerell, ikke er tilfældet. “I Nordkorea er det stadig sådan, at folk ikke kan lide at blive set spisende offentligt. Man skulle tro, at restauranter måske har en god udsigt fra deres vinduer, men ofte er gardinerne trukket for. Nu er det mere socialt accepteret at have flere penge end andre, men den mentalitet kommer sikkert fra en tid, hvor det at spise ude var set som en slags praleri. Og praleri er set som noget dårligt. Det er indebrændt konservatisme.”

Jeg vil vende tilbage til Italy Pizza, hvis jeg skal besøge Pyongyang igen. Og næste gang går jeg efter frugtpizzaen. Hvis der er en ret, der virkelig udfordrer den indebrændte konservatisme, så er det altså den her.

Du kan følge Jamie Fulelrton på Twitter.