Jeg var på Renée Toft Simonsens kålsuppekur og endte med at spise tacosauce

”Må du så kun spise kålsuppe i en uge?” Det er jeg blevet spurgt om flere gange, end jeg faktisk har spist kålsuppe den sidste uge. Svaret på spørgsmålet er nej, men det gjorde ikke min uge mindre jammerlig.

Der findes en næsten mytisk følgeskare omkring kålsuppekuren, hvor folk anbefaler den til hinanden og udveksler slanketips. Som et kædebrev fra folkeskolen, der beskrev, hvordan man ville blive hjemsøgt, hvis man ikke sendte det videre, nåede kålsuppekuren endelig til mig.

Da en kollega annoncerede, at hun ville tage på sit årlige kålkurseventyr, tænkte jeg, at det ville være en spændende udfordring at tage med. Naiv som jeg var, forestillede jeg mig, at jeg ville komme ud på den anden side en håndfuld kilo letter, med fornyet energi og forhøjet stofskifte og mange andre seje ting, jeg går og drømmer om. Fik jeg nævnt, at jeg kan være naiv?

Der er bare et problem – altså ud over selve suppen og det faktum, at jeg skal være sulten den næste uge. Jeg synes nemlig, det er virkelig pinligt at være på kur. Det virker så forfængeligt og uintelligent at gå på kur, fordi jeg dermed indvilliger i at tro på, at jeg kan udrense min krop og tabe fem kilo på syv dage. Jeg kan bare høre min fars stemme for mig: ”Hvis det er for godt til at være sandt, så er det nok fordi, det ikke er sandt.”

For en god ordens skyld får I lige opskriften på den suppe, der hovedsageligt skulle ernære mig:

3 store grønne løg. Måske forårsløg, hvis du ikke har almindelige løg. (Hvem har forårsløg, men ikke almindelige?)
1 dåse flåede tomater
½ hvidkålshoved
1 dåse grønne bønner
1 kg gulerødder
1 grøn peberfrugt
½ selleri
bouillon
1 bæger fond
tomatsuppe – evt. færdiglavet fedtfattig suppe
1 glas tacosauce (Casa Fiesta)
krydr med salt, peber, karry, persille, bouillon og en smule hot sauce.

Renée Toft Simonsen, der lægger navn til kuren, kvitterede desværre med et ”tak – men nej tak” til tilbuddet om at svare på mine spørgsmål angående suppen og kuren. Det undrer mig nemlig, at jeg skal udrense min krop med Casa Fiesta og færdiglavet tomatsuppe, når jeg kunne bruge frisk chili og tomater i stedet for? Og hvorfor må jeg krydre suppen med karry og ikke koriander? Og hvordan hænger det sammen, at jeg i slutningen af ugen skal spise sammenlagt omkring fem oksebøffer, når vi får tudet ørene fulde af, hvor dårligt oksekød er for vores krop og for miljøet?

Uden at blive klogere kastede jeg mig ud i projektet.

Mandag:

At lave suppen er i sig selv en udmagrende affære, hvor jeg mister appetitten og samtidig får smurt hele mit køkken ind i orange mos. Som studerende spiser jeg tit det samme til frokost og aftensmad. Flere dage i træk. Så i princippet bliver den her kålkur en leg.

Ud over suppen må jeg i dag også spise frugt og drikke sort kaffe.

Ved frokosten i kantinen begynder det pinlige at titte frem, og jeg har mest lyst til at sige til folk, at jeg bare har lavet en kæmpe portion virkelig lækker suppe, som jeg har lyst til at spise hver eneste dag.

Efter jeg igen har spist suppen til aftensmad, er den ikke så lækker længere. Den er blevet en anelse for salt, og jeg har mest lyst til ikke at spise noget som helst i syv dage i stedet for at spise suppen. Jeg føler mig mere kvalm end sund, når jeg spiser den, selvom Femina skriver, at jo mere man spiser, jo mere taber man sig.

Jeg vågner om natten og ligger søvnløs over, at min suppe er alt for salt, og hvor dum en ide det her er.

Tirsdag:

I dag må jeg ud over suppen også spise rå grøntsager (uden dressing præciseres der), og til aftensmad må jeg desuden spise en bagt kartoffel med smør.

Til frokost laver jeg suppen om til en slave-gazpacho af kold suppe med agurk og peberfrugt og tomater i tern. Jeg snød allerede lidt i morges og spise et æble til morgenmad, for jeg kunne ikke overskue at spise suppen så tidligt. Og nu vi er ved indrømmelserne, så puttede jeg faktisk også en lille bitte smule mælk i min kaffe.

Til aftensmad skærer jeg min kartoffel i stave, pensler dem med olivenolie og bager dem i ovnen. Jeg overbeviser mig selv om, at det umuligt kan gøre en forskel, at jeg bruger olivenolie i stedet for smør. Aldrig har en bagekartoffel smagt så sødt og saftigt.

Onsdag:

I dag var det Kagens Dag, hvilket betød, at redaktionen lignede et afsnit af Bagedysten. Min søde kollega var så venlig at fortælle mig, at “den lilla med skum” var den bedste kage, han havde smagt i sit liv.

Torsdag:

Tre bananer og skummetmælk er en sølle erstatning for uhæmmede mængder af frugt og grønt, men ikke desto mindre er det, hvad jeg må spise ud over suppen i dag. Til frokost rammer jeg muren, der er cementeret med kantinens kokostoppe, men jeg samler mig selv op ved at huske på, hvad Brian Holm engang fortalte mig: ”Sulten er din ven. Den er god for dig. Du mærker, at du når dit mål”.

Tak Brian. Jeg er virkelig sulten, men hvis jeg skal forsøge at se på de positive elementer, lægger jeg nu meget mere mærke til hvor mange lækre men ligegyldige ting, jeg indtager i løbet af en dag: Croissanter, is, chokolade hist og her. Jeg tror denne uge er første gang i lang tid, hvor jeg forbrænder mere, end jeg indtager. Spørgsmålet er bare, om det virkelig gør en forskel, eller min krop er ligeglad med kålen. Efter arbejde spiser jeg aftensmad hos min veninde. Hun spiser chips og frysepizza. Jeg spiser mere suppe.

Fredag:

Over halvvejs! Da jeg cykler ud i morgentrafikken på Nørrebrogade, slår det mig, at det virkelig ville være spild af liv, hvis jeg døde nu, og det, jeg havde brugt de sidste fem dage på, var at spise kålsuppe og sulte.

I aften skal jeg have gæster til middag og holde fest. Det er virkelig asocialt ikke at spise det samme som de andre, men heldigvis må jeg spise bøf og tomater, så måske det næsten kan komme til at ligne et rigtigt måltid. Jeg må egentlig spise begge ‘frokostbøffer’ i pakken fra Lidl, men jeg nøjes med den ene – det skal senere vise sig at være en stor fejltagelse.

Jeg kører hele aftenen på min falske Aperol Spritz, der består af danskvand og tranebærsaft pyntet med appelsinskiver. Det er ikke fordi, det er kedeligere at feste uden øl – men øl mætter. Problemet er også, at jeg de andre dage for længst ville være faldet i søvn nu. Så jeg er sulten – virkelig sulten! Og da der ryger en kæmpe skål med chips på bordet, kan jeg ikke holde det ud mere. Jeg spiser nok halvdelen af alle chipsene og en banan, inden vi tager videre på Jaguaren, hvor jeg bestiller en kurvand.

Lørdag:

Det eneste, jeg kan tænke på, da jeg vågner, er, at jeg skal have et æble, og det kan kun gå for langsomt. Til frokost laver jeg laver jeg courgette i ovnen og en rigtig fin rosa bøf. Jeg føler mig lidt som The Rock med alt min træningsmad.

Søndag:

Enden er nær. Jeg kan godt klare det sidste, for jeg skal kun spise suppe én gang i dag, fordi jeg også må spise brune ris og grøntsager. Det er en lille sejr, da jeg tvinger den sidste portion i mig. Jeg får vasket vinduer, læst avis, trænet og besøgt mine forældre, hvor jeg spiser et æble, fordi jeg er ved at gå kold på cyklen. Om aftenen tage jeg til koncert på Stengade, hvor det legende funkband Electric Octopus varmer op. Formiddagens overskud siver længere og længere ud af mig, for hver gang bassisten svinger sine dreads. Jeg er sulten, træt og følsom, så jeg giver op og sluger en æblejuice. Med ét har jeg det igen meget bedre, og da det rigtige band går på, kan jeg igen overskue de næste par timer.

På vejen hjem laver jeg en liste i hovedet over alle de ting, jeg skal spise i morgen, og jeg kan næsten ikke falde i søvn, fordi jeg er spændt på den havregrød med æble banan og rosiner, der venter i morgen.

Efterskrift: Jeg har tabt mig omkring cirka 4 kilo, men det er som sådan ikke pointen.

Jeg tror egentlig, mit hoved har været langt mere sulten end min krop, for den har det let og lækkert og er ikke tynget og oppustet. Mit hoved derimod kan ikke tænke på andet end alt det brød og sukker, jeg nu kan spise.

Jeg har smidt 5 cm i taljen og har fået så meget luft mellem lårene, at de lige præcis ikke rører hinanden, når jeg står med samlede fødder. Og det er da meget fedt.

Men nu skal jeg have en tebirkes.