Jeg lavede blodpølse af mit eget blod, og det var ikke dårligt

En udgave af denne artikel er oprindeligt udgivet af Motherboard Holland.

Denne artikel indeholder billeder af blod.

Da jeg fortalte folk, at jeg ville lave blodpølse ud af mit eget blod, udspiledes deres næsebor, som om de lige havde lugtet noget helt forfærdeligt. Så godt som hver eneste menneske, jeg talte med, reagerede med et “føj, hvor ulækkert.”

Ulækkert? I mine øjne er det ulækkert, når en gris eller en ko bliver slagtet. Mit eget blod har mange af de samme næringsstoffer – jern, vitaminer og mineraler – som det griseblod, der ofte bliver brugt til at lave blodpølse. Men i det her tilfælde er den eneste, det går ud over, mig selv. Ingen dyr. Jeg var interesseret i at se, hvad der ville ske i løbet af processen. Jeg ville mærke, hvordan det føltes, men også finde ud af, hvordan andre mennesker ville reagere. Hvorfor anses min idé for at være ulækker, når det ikke er ulækkert at gøre det samme med griseblod?

Det tog mig fem minutter at finde en hjemmeside, hvor jeg kunne bestille det nødvendige medicinske udstyr, jeg mente, jeg ville få brug for. Jeg scrollede mig igennem lange rækker af skalpeller, gipssave og operationskitler.

Fordi jeg ville være sikker på, at jeg havde den helt rigtige slags, og fordi jeg kun kunne bestille nåle i grupper af 100, bestilte jeg seks kasser. De kostede 8 euro stykket (cirka 60 kroner). Under kategorien “transfusionsudstyr,” fandt jeg poser beregnet til bloddonation. Efter at have betalt for indholdet i min virtuelle indkøbskurv, var der ikke andet for end at vente.

Dagen efter blev det hele leveret til min dør, og jeg var glad som et barn juleaften, da jeg åbnede kasserne med 600 nåle og blodposer. På et øjeblik lignede mit værelse en operationsstue.

Jeg så et par videoer på YouTube og loggede ind på datingsiden Inner Circle, da et par af mine matches påstod, at de var læger. Et par dage senere perforerede jeg huden på indersiden af min albue med en stor nål, der var forbundet til en blodpose.

Mens blodposen langsomt blev fyldt op med en halv liter blod, (samme mængde man donerer til en blodbank), stirrede jeg ud i intetheden.

Hvad mon min mor ville tænke, hvis hun så mig lige nu? Eller min folkeskolelærer?

Da posen var blevet fyldt, føltes min arm svag, og den så en anelse lilla ud. Var min årepresse for stram, eller havde jeg mistet for meget blod? Jeg var usikker, men nu var det tid til at tage nålen ud af armen. Min manglende erfaring resulterede i, at en stråle af blod endte på mit gulvtæppe. En lille pris at betale for så stor en pose blod.

Det ringede på døren, og det var min ven Fayette, der havde sagt, hun ville hjælpe mig med madlavningen, da hun ved alt, der er værd at vide om at lave blodpølse.

Jeg forberedte alle ingredienserne, og Fayette og jeg snakkede om vores kærlighedsliv, mens vi æltede linser, tomatpuré, sojasauce og urter sammen til en saftig dej, hvorefter vi rundhåndet, men forsigtigt, hældte hele posen med blod ned i blandingen. Derefter formede vi dejen til pølser og smed dem ind i min kombiovn fra 90’erne. For første gang forstod jeg, hvad det betyder, når folk siger, at madlavning “giver dem en følelse af at gennemføre noget.”

Mens blodpølserne, jeg havde lavet med mit eget blod, sved og tårer, var i ovnen, gjorde Fayette og jeg rent i køkkenet. På det tidspunkt lignede det et slagteri.

Pølsen var næsten færdig. Men hvad ville et festmåltid være uden gæster? Der var overraskende mange mennesker, der var klar på at smage min blodige kreation. Flere kolleger og venner samt min roomie kæmpede om en plads ved spisebordet. Jeg havde ikke så mange pølser, så jeg besluttede mig istedet for, at det skulle være en middag for to, og inviterede en ven til at komme forbi.

Da pølserne var kommet ud af ovnen, anrettede jeg to smukke tallerkener. For at give min ret lidt ekstra finish sprøjtede jeg en smule af det tilbageværende blod ud på hver af tallerkenerne.

Jeg tændte nogle stearinlys, og vi satte os til bords. Vi var klar til at spise. Vi skar gladeligt ned i pølserne og tyggede dem, som om vi var dommere ved en kokkekonkurrence. Konsistensen var god og krydringen perfekt. Desværre havde jeg været for generøs med sojasaucen, så pølserne var til den salte side. Men dårligt var det ikke.