Jeg fik et tættere forhold til min far af at sælge mdma for ham

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Ordene “familie” og “narko” i samme sætning får folk til at tænke på ødelagte skæbner. Gadebørn, der sælger de stoffer, deres forældre laver. I stil med Namond Brice, der sælger narko i The Wire. Men da jeg solgte mdma for min far, var virkeligheden ikke som en HBO-serie.

Før vi endte i “forretning” sammen, solgte min far selv. Da jeg var 20, gav han mig for første gang mdma, da vi skulle på en stor festival. Han kunne se, at jeg var for akavet og pinligt berørt til selv at købe stoffer, og eftersom han er en tidligere tech-guru fra Silicon Valley med punk-tilbøjeligheder, bestilte han enorme mænder mdma på dark web.

Jeg troede, at stofferne ville fjerne min ubønhørlige angst. At de ville gøre mig mere højlydt, mere modig og til en bedre danser. Og ja, jeg fik da fist-pumpet en del den dag, men glæden var kortvarig. Da jeg kom hjem, og mit comedown ramte, føltes mit soveværelse som Dantes helvede. Det eneste, jeg kunne, var at stirre på gulvet og mumle “fuck gulvtæppe.”

Min far var til gengæld begejstret. Som han så det, havde vores tur på festivalen været en oplevelse, der havde knyttet os tættere sammen. “Du skal ikke bekymre dig om nedturen,” sagde han. “Din tolerance skal nok vokse.”

Jeg udviklede øjeblikkeligt et ret alvorligt misbrug. I starten var det kun i weekenderne for at føle mig mindre akavet, når jeg var på klub. Men de efterfølgende dage var altid ulidelige og kastede mig ud i depressioner. Det gjorde mig kun mere afhængig af den kunstige serotonin, stofferme tilførte, så jeg begyndte at fodre mig med dem, hver eneste gang jeg var i en social sammenhæng.

Min far opdagede, hvor meget jeg festede. “Hvis du vil være sikker på, at dine venner kun får ordentlig kvalitet,” sagde han og fortsatte: “hvorfor sælger du dem så ikke det jeg køber online?”

Han mente det godt. Man kan ikke være sikker på, at det mdma, man køber på gaden, er ordentlig kvalitet. Og det lød så betryggende og sikkert, når det kom fra en mand, der forsigtigt stod og vendte stegt tofu.

Vi blev enige om, at jeg skulle sælge mine venner piller for 120 kroner stykket. Han tjente 110 kroner på hver eneste pille, for han betalte kun 10 kroner for dem. Jeg besluttede til gengæld udelukende at gøre det for at hjælpe andre – jeg ville gerne indtage stoffer af højeste kvalitet, og jeg ønskede det samme for mine venner.

Jeg havde ikke forestillet mig, jeg ville blive psykisk afhængig af mdma. Men jeg spiste alligevel min fars stoffer hver weekend – og betalte ikke noget for det. Min far lagde mærke til, at hans profit faldt. En dag ringede han og spurgte mig direkte: “Hvor er mine penge?” Fra det øjeblik var jeg ikke længere hans datter, men en pusher, der tog hans overskud. Jeg sagde, at jeg havde været langt væk og ikke kunne huske det. Der var stilhed i røret. Så rømmede han sig og sagde: “Det vover du på at gøre igen,” og lagde på.

Den samtale fik mig kun til at tage flere stoffer. Jeg blev ved med at sælge for min far og undgik min angst ved at være fuldkommen knarket. En pille blev til to. To piller blev til en bombe – også selvom jeg bare skulle til middag hos mine venner.

Nogle måneder senere tog min kæreste og jeg til et rave. Efter et par timer lagde vi mærke til en større gruppe mænd, der stod ved indgangen. De havde hvide sko og beige jakker. Nogen fortalte os, at det var civilbetjente, men inden vi havde muligheden for at gøre noget som helst, kom to kæmpestore schæferhunde ind på spillestedet. Min kæreste og jeg var virkelig fucked, og jeg havde stadig to piller på mig. Jeg stod som paralyseret i udkanten af dansegulvet, mens hunden kom nærmere og fik øjenkontakt med mig. Så satte den sig ned for at signalere til betjentene, at den havde fundet noget. Jeg troede, jeg var færdig.

Men hunden havde sat sig foran en fyr, som viste sig at have et gram pot i sin rygsæk. Mine fødder dansede med dårlig samvittighed resten af natten.

Næste dag vågnede jeg med filtret hår og udtværet make-up. Jeg tog en Treo, hev fat i min mor, og fik hende til at sætte sig på sengen ved siden af mig. Hun spurgte, hvad der foregik, og hvorfor jeg først kom hjem efter flere dage med vinpletter på tøjet. Det var slut. Med træt stemme fortalte jeg hende, at jeg solgte stoffer for far. Hun forsøgte at mumle noget, men var ikke i stand til at konstruere en rigtig sætning. I stedet begyndte hun at græde, så det gjorde jeg også. Derefter sendte jeg min far en sms: “Mor ved det”. Så var det slut.

Jeg holdt op med at tage stoffer og afbrød alle usunde forhold og pseudo-venskaber – inklusiv forholdet til min far. Da vi havde svinet hinanden lidt til, og jeg havde skreget, at jeg ikke elskede ham mere, begyndte jeg til psykolog. Hun konkluderede, at alle mine mentale problemer mere eller mindre stammede fra min far, samt at mit stofmisbrug bare var et symptom på mine større problemer.

“Han forsøgte at komme tæt på dig gennem stofferne, som om han var din ven,” fortalte hun. “Det var sikkert det venskab, ingen af jer havde i forvejen.”

Nu tager jeg ædru til rave, og jeg har almindelige samtaler med mine venner. Jeg har fundet mig til rette i et løst forhold til min far og har udviklet et kærlighedsforhold til danskvand. Jeg har fundet ud af, man godt kan finde en lykkelig og fornuftig balance et sted mellem kontrol og kaos. Og i dag drikker jeg – for at være på den sikre side – primært ikke-alkoholiske drikke, ligesom jeg kun kaster mig ud i stoffer, hvis det er mine venner – og ikke min familie – der har købt dem.

*Forfatterens navn er ændret for at beskytte hendes identitet.