Er det egentlig et problem, at jeg drikker hver dag?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Det er sjovt, at vi alle sammen har ”et forhold” til alkohol. Det er måske det eneste, vi indtager, som vi har behov for direkte at relatere til resten af vores liv. Jeg har aldrig hørt folk tale om deres problematiske forhold til gorgonzola eller, at de prøver at drikke mindre Coca Cola Zero. Men vi har alle sammen et tæt forhold til alkohol, om vi så er hverdagsdrankere eller svagdrikkere.

Ligesom alle andre har jeg også et forhold til alkohol. Faktisk er næsten alle vigtige begivenheder i mit liv forbundet med alkohol. Da jeg kun var otte dage gammel, fik jeg for første gang smag for det, da jeg fik en dråbe vin for at falde i søvn. Mit første rigtige kys på Reading Festival i 2009 var forårsaget af en blanding af vodka og billig cola. Min 18-års fødselsdag var ikke andet end en undskyldning for at drikke mig i hegnet. Første uge på uni: Gin, Jägerbombs og bajere. Når jeg fejrer, når jeg sørger, når jeg er forelsket, og når jeg har kærestesorger, rækker jeg ud efter glasset – og det gør mine jævnaldrende, den ældre generation og mine forfædre også.
Så da jeg så en undersøgelse, der viste, at unge mennesker i Storbritannien, såvel som i Danmark, drikker mindre end før, begyndte jeg at overveje, om jeg har et problem. Da jeg stavrede hjem fra en bar midt om natten med nogle få glas vin i kroppen, tænkte: Er mit forhold til alkohol egentlig okay? Jeg har altid tænkt, at alle på min alder drikker lidt for meget, men at det jo egentlig var fint nok, for vi er den første generation, som rent faktisk har det dårligere end vores forældre. Vi er født ind i en livslang gæld, vi får aldrig råd til at købe vores eget hus og så videre. Men det viser sig, at det slet ikke holder.

Dem, jeg bor sammen med, sagde, at jeg selvfølgelig havde et sundt forhold til at drikke. Jeg arbejder fra ni til fem, mandag til fredag. Jeg drikker ikke alene, sjældent midt på dagen, og jeg får ikke blackouts midt om natten. Men alligevel gik det op for mig, at jeg har en livsstil, hvor jeg drikker næsten hver eneste aften. Jeg drikker mig sjældent rigtig fuld, og det har jeg brugt som undskyldning – det var beviset på, at det hele var under kontrol.

Men jeg ville gerne være sikker, så jeg besluttede mig for at skrive mine drikkevaner ned i en uge. Mandag aften skulle jeg til et arrangement i det centrale London. Efter arbejdet tog alle ned til en bar. Tirsdag spiste jeg en tyrkisk middag, hvor jeg fik et glas vin eller tre. Onsdag drak vi en øl efter arbejde. Torsdag gav en af mine roommates mig en øl i sofaen. Jeg drak ikke særlig meget nogen af dagene, men der var noget at drikke hver dag. Fredag tog jeg til Wilderness Festival og drak noget gin på vej derhen. Da det var lørdag middag, var jeg på vej til Brighton Pride. Jeg prøvede at holde styr på, hvor meget jeg havde drukket, men det var virkelig svært. Det er nok ikke et godt tegn.

Forfatteren (i midten) er i gang med at drikke lidt mere

Jeg besluttede mig for at tage kontakt til James Nicholls, der er forskningsleder hos organisationen Alcohol Research UK. Inden jeg gik i panik, ville jeg finde ud af, om den mængde, jeg indtager, er farligt for mit helbred. Hvis det ikke er, så er der vel ingen problemer?

“De reviderede anbefalinger fra sundhedsmyndighederne siger, at man ikke bør drikke mere end 14 genstande om ugen, hvis man er mand,” siger Nicholls. “Anvisningerne går på, hvor meget man skal drikke for at holde risikoen for at dø af en alkoholrelateret sygdom under 1 procent.”

Det varede ikke længe, før det gik op for mig, at jeg (og de fleste af mine venner) kan kværne 14 genstande på en eftermiddag. Seks almindelige glas vin? Seks fadøl? Set over en hel uge, virker det som meget lidt. Men måske er det ikke. Kun 25 procent af den britiske befolkning drikker mere end den anbefalede mængde, mens det i Danmark er lidt over 20 procent.

Men det bekymrede mig alligevel ikke så meget. Ja, jeg er 23 år gammel og drikker meget mere end den anbefalede mængde, men det er en fysisk risiko, som jeg er villig til at tage. Hver dag tager vi beslutninger, som fucker med vores krop på et eller andet plan, enten fordi vi har lyst til noget lækkert eller en vild oplevelse. Som jeg så det, var det væsentligt, at mit drikkeri stadig var et valg og ikke et behov, og jeg var faktisk ikke helt sikker på, hvilken kategori jeg faldt ind under.

Sally Marlow er fellow ved King’s College London, og hun er ekspert i afhængighed og det stigma, der er forbundet med det. “Der findes ikke et karaktertræk eller et gen, som kan bestemme, hvornår man er afhængig,” forklarer hun. Ifølge hende er de ting, der står i tabloidaviserne, tit “noget lort”. Hun slog fast, at alkoholmisbrug stammer fra et ”komplekst sammenspil mellem genetisk baggrund, og de ting, der foregår i vores liv.”

Kort sagt, er der ikke noget simpelt svar på spørgsmålet: “Drikker jeg for meget?”

Marlow ville også gerne pointere, at man ikke kan vurdere, om en person drikker for meget, alene ud fra den mængde alkohol, vedkommende indtager. “En rigtig dranker kan opbygge en tolerance, hvor han har brug for mere og mere, for at få samme effekt,” siger hun og tilføjer, at det er det samme, hvis man ryger eller er narkoman. Det kan være, man starter stille og roligt, men det varer ikke længe, før man øger sit forbrug for at kunne mærke det.

“Det er det samme med alkohol, men det går langsommere. Det tager nogle år, før du har behov for mere for at slappe af for at være festens midtpunkt eller for at få selvtillid,” siger hun. “Folk, som kan drikke to flasker vin alene, får måske kun samme effekt, som vi andre får af et par glas.”

Så det er altså ikke mængden alene, der er problemet. I stedet skal man se efter den slags opførsel, der ofte kan være et tegn på alkoholisme: Hvis man ikke kan gå på arbejde på grund af tømmermænd, hvis man skændes med sin familie eller venner på grund af alkohol, hvis man bliver taget for spritkørsel, hvis man ender i ulykker eller slagsmål, når man er fuld, hvis man har dårlig samvittighed, eller hvis man har blackouts, hvor man stadig fungerer, men ikke kan huske noget bagefter. Marlow siger, at det alt sammen skal få advarselslamperne til at lyse – hvis man oplever de ting, har man måske et problem.

Da jeg talte med Marlow, gik det ret hurtigt op for mig, at det ikke er sådan, jeg drikker – og det gør mine jævnaldrende heller ikke. Men der er ingen tvivl om, at afslappet drikkeri på daglig basis kan ende med at blive et problem.

Jeg kom i kontakt med en fyr fra Anonyme Alkoholikere ved navn Jack. Han er 30 år gammel og har været ædru, siden han var 21, da han erkendte, at der var noget galt. “På overfladen virkede det hele perfekt. Jeg havde et godt arbejde, en dejlig kæreste og en fed lejlighed,” siger han, “men jeg så mig selv i spejlet hver morgen og hadede, hvad jeg så.”

Jack brugte alkoholen som en flugt. “Er jeg glad? Så skal jeg have noget at drikke. Er jeg nede? Så skal jeg have noget at drikke. Når jeg ikke fik noget at drikke, var jeg irritabel og provokerende. Jeg var et røvhul, og jeg var værre at være sammen med, når jeg var ædru end når jeg var fuld.”

Jeg spurgte Jack, hvad der fik ham til at forstå, at han havde et problem. Det var en frokost med arbejdet, der gjorde, at det hele gik af helvede til. “Jeg mistede næsten mit job, jeg mistede klienter, og jeg kostede firmaet en masse penge. Jeg gjorde mig selv til grin,” siger han. “Lad mig sige det sådan her: Hvis man forsøger at få en kontrakt i hus med en klient, så er det en god idé at lade være med at spørge, om de vil knalde, når deres kone også er til stede.”

Vores alkoholkultur kan gøre det svært at erkende et alkoholproblem. På overfladen burde mit forbrug – som jeg har til fælles med næsten alle, jeg spurgte, da jeg skulle skrive artiklen – få alarmklokkerne til at ringe. Men de fleste af os, synes det er normalt, at drikke lidt på daglig basis.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en af mine venner, som lod være med at drikke hele januar. Ja, han klarede næsten 31 dage ædru, men han beklagede sig hver eneste aften. Betyder det, at han har et problem? Hvis det gør, så vil jeg sige, at alle, der holder alkoholfri januar, også har et problem.

Grænsen mellem hvad der er sundt, og hvad der er farligt, er skræmmende mudret, men det virker ret fornuftigt at tage en periode uden alkohol og se, hvordan det påvirker en. Jeg har i hvert fald tænkt mig at holde bedre øje. Ikke bare med, hvor meget jeg drikker, men også hvorfor.