Er der nogen, der skal bestemme, om du er påvirket?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der er et væsentligt aspekt af debatten om stoffer, der ofte bliver glemt i diskussioner om forbud kontra legalisering. Hvis ikke vi forholder os til hverken loven eller vores helbred, er det så godt eller dårligt at være påvirket?

Videos by VICE

Både dem, der taler for en legalisering, og dem, der vil opretholde et forbud, siger, at deres politik er den bedste måde at reducere afhængighed, skade og dødsfald på. Men regeringen og det meste af befolkningen har konsekvent afvist ideen om at legalisere alle stoffer. Det er ikke nødvendigvis, fordi folk tror, at coffeeshops vil overtage de pæne gader, eller at deres børn pludselig vil være skudt af på crack. De fleste mennesker er imod en legalisering, fordi de er imod selve det at være høj – ikke fordi det indebærer en risiko at tage ulovlige stoffer, men fordi brugen af dem er snyd og ikke giver en autentisk oplevelse af at være menneske. De ser det som en asocial handling.

En af de største fortalere for et forbud i Storbritannien er kronikør på Mail on Sunday Peter Hitchens, Han beskrev stofbrug i 2012 som ”den reneste form for selvforkælelse, der bryder båndet mellem hårdt arbejde og fortjeneste. Stoffer får tilfredsstillelse, som man ellers skal vente på til at virke som spild af tid, når nu der er øjeblikkelig nydelse til rådighed.”

Jeg talte tidligere på året med en erfaren narkobetjent, som havde brugt årtier på at jagte pushere og brugere, og han sagde, at han stadig ikke kunne forstå, hvorfor der var en kultur, hvor folk kun kunne have det sjovt, ”hvis deres sind var i en tilstand, som den ikke var født til at være i.” Han fattede simpelthen ikke, at ”vores samfund vil forvrænge vores bevidsthed så ofte og så meget, at stoffer nu er et af de største markeder overhovedet.”

Vores syn på beruselse bliver stort set ikke nævnt i politiske debatter. Det er ikke nævnt i myndighedernes rapporter. Men både Hitchens og narkobetjenten berører et emne, som virkelig er hindring for en fornuftig debat om stofpolitik.

De to mænd har også en pointe. Glæden ved at stå på toppen af et bjerg handler ikke kun om udsigten, men også om den bedrift det er at kravle derop. Belønning og nydelse bliver lammet, hvis det ikke er forbundet med nogen form for indsats eller anstrengelse. Så er der nedturen bagefter, og den overmætning af kroppens glædeskemikalier.

Størstedelen af befolkningen er, ligesom Hitchens og betjenten, ikke helt trygge ved det at tage stoffer, med mindre stofferne er blevet købt på et apotek eller en bar. Sådan er virkeligheden, selvom mennesker har taget stoffer i længere tid, end de fleste religioner har eksisteret: Det menes, at sumerne benyttede opium 5000 år før Jesus blev født.

Selvfølgelig kan det være let at glemme realiteterne, når man befinder sig i et ekkokammer, hvor der er mange stoffer. Virkeligheden er, at to tredjedele af indbyggerne i England og Wales aldrig nogensinde har taget et ulovligt stof og heller aldrig kommer til at gøre det. Det er sandsynligvis lidt lavt sat, men tal fra myndighederne viser, at kun 3,3 procent af voksne britter tager ulovlige stoffer nogenlunde jævnligt.

Så det er ikke så overraskende, at de fleste har et ambivalent forhold til stofbrug, selvom de nok har været fulde flere gange, end de kan huske eller på et tidspunkt har svævet rundt på en behagelig sky af receptpligtig valium eller andre opiater. Tre fjerdele af befolkningen mener, at det er acceptabelt at drikke sig fuld, men to tredjedele mener, at det ”aldrig er acceptabelt” at ryge en fed. Stofbrug har et virkelig dårligt ry, og vi glemmer hvor meget, det har at sige i debatten om legalisering. Hvis man mener, at det er virkelig dårligt for dig at tage stoffer, også selvom det bare er for sjov, hvorfor skulle man så mene, at en legalisering er en god idé, selv hvis folk potentielt kommer mindre til skade?

Hvis man mener, at det er uautentisk eller uansvarligt at tage stoffer, så er stofbrugerne også uautentiske og uansvarlige. James Q Wilson, der er tidligere stofrådgiver for den amerikanske regering, har sagt, at kokain ”smadrer brugerens grundlæggende menneskelighed, forringer hans liv, og forandrer hans sjæl”. Moralister som Wilson fastholder også, at det er dårligt for samfundet, hvis man benytter stoffer til at blive beruset. Mens det at drikke sig fuld bare er at slå sig løs sammen med fællesskabet, så er brug af stoffer som LSD og Cannabis set som asocial eskapisme. Hvis du flygter oppe i hovedet, er du ikke længere en del af samfundet.

Så hvorfor skulle vi lytte til de afvigende stofbrugere i debatten? Hvis de ikke er en del af samfundet, hvorfor skulle de så have nogle rettigheder? Ligegyldigt hvilken metode, der er bedst til at reducere skaderne ved stofbrug, er der vel ingen grund til at nære den asociale opførsel ved at regulere stofmarkedet i stedet for at knuse det fuldstændig?

Hvis vi venter med at forholde os til det dobbeltmoralske i at lave en kunstig opdeling mellem lovlige og ulovlige stoffer, så har de mennesker måske en pointe, når de siger, at stofbrug er uautentisk. Havde opfinderen af homøopati, Samuel Hahnemann, ret i 1803, da han sagde, at kaffe skabte ”kunstige væsener”, fordi det forstyrrer naturens rytme og får os op at køre, når vi burde slappe af? Hvis halvdelen af vores liv bliver tilbragt foran skærme med at trykke på knapper, burde vi så ikke hungre efter naturlig beruselse som sex, musik og solnedgange i stedet for at bruge vores penge på mere kunstig rus i form af stoffer?

Teknisk set er det at være høj på stoffer og høj på livet det samme. Det er de samme neurokemikalier, som bliver udledt, når vi tager stoffer (for eksempel dopamin og endorfiner), som når vi dyrker motion, løser et problem eller spiser en donut.

”Det er de samme kemiske processer, der foregår, ligemeget om du tager stoffer eller surfer, for eksempel. Forskellen er, at når du tager stoffer, skaber du selv rusen eksternt,” siger Melissa Bone, der underviser i stoffer og menneskerettigheder på University of Leicester. ”Da Salvador Dali sagde, ’jeg tager ikke stoffer, jeg er stoffer,’ så havde han ret. I sidste ende er vi ikke andet end en stor klump af kemikalier og kemiske reaktioner. Hvis man ser på stoffer gennem de briller er vores skelnen mellem lovlige og ulovlige stoffer pludselig meget vilkårlig.”

“I det 17. århundrede mente man, at det var skidt at læse romaner, fordi det kunne vække vores lidenskab eller styre vores sind. Dengang blev bøger set som en uautentisk rus, på samme måde som stofbrug bliver betragtet i dag.”

Vores kroppe er kemisk modtagelige overfor psykoaktive substanser, og det tætte forhold mellem mennesker og stoffer fik den amerikanske psykofarmakolog Ron K Siegel til at konkludere, at beruselse er den ”fjerde drift” i mennesket, efter sult, tørst og sex.

Gennem historien har stofbrug været reguleret. Eksempelvis var de gamle grækere besatte af at kontrollere vin i stedet for at lade vinen kontrollere dem. Melissa Bone siger, at den store forskel på ”naturlig” rus og rus skabt af stoffer, er en social konstruktion, der handler om at bestemme hvad, og hvordan vi nyder:

”Vi har til alle tider påvirket vores krops kemi, om det så er sket gennem sex, alkohol, onani eller bare det at læse en bog, og den slags er altid forsøgt reguleret og kontrolleret især gennem religion. I det 17. århundrede mente man, at det var skidt at læse romaner, fordi det kunne vække vores lidenskab eller styre vores sind. Dengang blev bøger set som en uautentisk rus, på samme måde som stofbrug bliver betragtet i dag.”

Brugen af stoffer som en genvej til personlig belønning – at mærke nydelse uden smerte – er hovedgrunden til, at folk ikke stoler på stofbrugere, i højere grad end det faktum, at de bryder loven. Angus Bancroft, som er ekspert i stoffer og samfundet og underviser ved University of Edinburgh, siger, at den tankegang sandsynligvis stammer fra den protestantiske arbejdsmoral, men har forandret sig til i dag at handle om individet.

”Jo mere folk kan fremstå som en person, der arbejder på deres ’autentiske identitet’ – ved at blive høj på basejumping eller ved at læse 50 Shades of Grey – jo bedre. Men hvis man bliver høj af stoffer, har man afgivet nogle af aspekter af sin person til et kemikalie,” siger Bancroft. ”Der er en frygt for, at stoffer forstyrrer det basale system, hvor vi gør en indsats, udsætter os for en risiko og bliver belønnet, og ligesom når regeringen trykker flere penge, så skaber det inflation.”

Men den tankegang er en anelse paranoid. Vi ved alle sammen, at den nydelse, der kommer af at tage stoffer, er helt anderledes end den nydelse, der kommer af hårdt arbejde. Som forfatter og kulturhistoriker Mike Jay siger, så er det noget vrøvl at påstå, at en oplevelse er værdiløs, bare fordi den er forårsaget af stoffer.

Og hvorfor skulle man mene, at en oplevelse med et stof på en eller anden måde er uvirkelig? Jay nævner den amerikanske filosof og psykolog William James, som i sin bog Varieties of Religious Experience, argumenterer for, at ”subjektive oplevelser, der ikke finder sted i den almindelige bevidsthed, herunder religiøse åbenbaringer og i [James’ tilfælde] lattergasrus, er legitime, fordi de bliver opfattet som virkelige, og så er det lige meget, om der er objektiv evidens for dem, eller de bliver produceret ved hjælp af kemiske midler.”

Den fejl, som mange fortalere for et forbud begår, er, overbevisningen om, at nydelsen ved stoffer sker på bekostning af andre former for nydelse. Der er en formodning om, at stoffer er det eneste folk, der tager stoffer, gør – at det er den eneste rus, de har i deres liv. Og det er måske også rigtigt for nogle af dem, der virkelig er afhængige eller dem, som ikke har nogen anden hobby overhovedet, men det overser langt størstedelen af de millioner af mennesker, der tager stoffer. De fleste mennesker har lyst til stoffer, men har ikke et behov.

Tidligere i år var der en hollandsk kampagne, Music Against Drugs, der satte hjernebølgescannere på ædru publikummer under en koncert for at bevise, at vi ikke har brug for stoffer for at få en ekstatisk oplevelse. Hvis vi ser bort fra, at livekoncerter, festivaler og raves har dybe rødder i det psykedeliske, så er undersøgelsen stadig upålidelig. For stoffer bruges sjældent alene, men til at forstærke andre former for nydelse.

Om det er en joint, når arbejdsdagen er vel overstået, en pille fredag aften, eller en bane ketamin, mens du ser Blue Planet 2, så bliver stoffer taget for at have det sjovt, for at slappe af, eller – som poet John Milton sagde – for at “bade den hensygnede krop i nydelse”. Stoffer er en del af en varieret kost af beruselse – fra det hurtige sug i maven på sociale medier til altomsluttende øjeblikke – der opleves sammen med den fortvivlelse og ekstase, som livet tilbyder.

At få et buzz af en bane dårlige coke er måske ikke lige så stort, som at gøre den du elsker glad, eller gøre noget godt for andre, men du får stadig et stort smil på. Som Jay siger, ”hele tanken om ’falsk glæde’ hænger ikke sammen – det er ligesom at tale om ’falsk smerte’. Hvad er forskellen på forestillingen om smerte eller nydelse og den ægte vare?”

Nogen vil endda påstå, at stoffer faktisk kan give en dybere oplevelse end virkeligheden, især når det kommer til hallucinogener – altså de stoffer, der har været essentielle for menneskets udvikling. Rosalind Stone fra forlaget Psychedelic Press er ekspert i psykedeliske stoffer og leder af velgørenhedsorganisationen Drugs and Me, og hun siger, ”motion frigør endorfiner, og ligesom stoffer, kærlighed og chokolade stimulerer det opioidreceptorerne. Men med stoffer kan du stimulere specifikke receptorer, for at få en bestemt effekt. Stoffer kan altså bruges til at opnå en bestemt rus, som ikke kan nås på andre måder – og i hvert fald helt sikkert ikke gennem en organisk, biologisk proces som motion.”

Der er desværre ingen tegn på, at vores samfund er ved at blive mere forstående overfor stoffer. Selv det at være fuld, som er en hobby, der er så indgroet i vores kultur, at hver eneste landsby havde deres eget bryggeri i middelalderen, har en ambivalent karakter. I Storbritannien er det ulovligt for en bar at betjene en person, der er beruset, men stort set alle, der er fulde, får hvad de beder om.

Der er barer overalt, men forestillingen om, at vi drikker for at få en psykoaktiv effekt, er blevet glemt et sted på vejen. ”Drik for nydelsens skyld, ikke for at blive påvirket,” står der på nogle øl. Held og lykke til de videnskabsmand, der vil udvikle en pille, som gør, at man ikke bliver fuld, for den gider ingen komme i nærheden af. (Det er mere sandsynligt, at “ alcosynth” bliver et hit. Det er et kemisk stof, som er ved at blive udviklet af Professor David Nutt, der efterligner effekten af at være fuld, men uden tømmermænd). Vin til maden er et genialt koncept, men der en anden grund til at folk drikker alkohol, og det er altså ikke for at smage de dybe noter af kirsebær.

En af de største hindringer, i forhold til at få en reform af narkopolitikken, er, at mange mennesker nægter at acceptere, at størstedelen af det stofbrug, der finder sted, hverken er afhængighedsskabende eller dødeligt. De vil ikke acceptere, at beruselse med måde er helt i orden. Indtil nu har de reformer, der er blevet vedtaget, kun opstået som reaktion på en sundhedsrisiko, såsom spredning af HIV, heroinepidemier, børn, der ryger skunk eller medicinsk cannabis eller bare økonomiske overvejelser. Men selv hvis stoffer på et tidspunkt bliver legaliseret, betyder det ikke nødvendigvis, at brugen af stoffer bliver set i et nyt lys.

Hvis det går op for folk, at for langt de fleste mennesker, er beruselse en del af livets op- og nedture, så burde en legalisering af alle de stoffer, der blev gjort forbudt på grund af racistisk forskrækkelse for 100 år siden, helt logisk følge efter.

Hvis stoffer bliver betragtet som noget grundlæggende uautentisk og negativt, så er enhver debat om stofpolitik problematisk fra starten. Folk, der bruger stoffer, fortjener at blive hørt ligesom alle andre, og må ikke blive dæmoniseret eller kriminaliseret. Accept af, at stoffer er en naturlig del af livets mange facetter for nogle mennesker, og ikke en form for oprør eller moralsk forfald, er et vigtigt skridt, hvis vi skal have en fornuftig debat om en lovgivning, der har slået fejl.